CNM - Centronuclear Myopati


CNM er en arvelig lidelse som oftest fører til invaliditet og behov for aflivning. CNM er forholdsvis sjældent, men ses dog i visse linjer. CNM er ikke omfattet af racens avlsretriktioner, men der er krav om gentest for CNM i racens avlsanbefalinger. Raceledelsen anbefaler test for CNM, for jo flere hunde der undersøges for denne lidelse, desto bedre muligheder har Raceledelsen for at danne sig et overblik over udbredelsen inden for racen og avlsrådgive fornuftigt.


Hvad er CNM?

Centronuclear Myopati kaldes også Hereditary myopathy of the Labrador retriever eller Labrador retriever myophathy, og der findes en tilsvarende type hos mennesker.

De klassiske symptomer er, at hvalpen ved ca. 2-5 måneders alderen, taber sig i vægt, og bliver stiv i sine bevægelser. Hvalpen tåler ikke motion og bliver muskelsvag. Musklerne udvikles ikke normalt, og ofte får hvalpen vækstproblemer. Ofte stabiliserer sygdommen sig ved et års alderen.

Hos den voksne hund ses en unormal rygskydende kropsstilling og korte stive bevægelser. Med tiden får nogle hunde problemer med vejrtrækningen og/eller synsproblemer.


Arvegangen er autosomal recessiv, præcis som vi kender det fra lidelser som PRA og EIC. Sygdommen er medfødt og kan ikke helbredes. De fleste hunde med CNM må aflives i en tidlig alder. Det forekommer at visse Labrador har ganske milde symptomer og kan leve med sygdommen en tid, men det er sjældent.

Informationer om sygdommen findes i begrænset omfang på dansk - se links nederst på siden. Information om sygdommen på engelsk findes på The Alfort Schools hjemmeside  www.cnmlabrador.com
 
Hvordan undersøges for CNM?
 
Sygdommen diagnosticeres ved en DNA test. Gentesten foretages enten hos Laboklin i Tyskland eller Alfort School i Frankrig. Blodprøven udtages hos dyrlægen.
Hvorfor undersøge for CNM?

CNM er en arvelig og - som det fremgår ovenfor - stærkt invaliderende lidelse, som oftest fører til aflivning af hunden i en ung alder. Der er p.t. ingen avlsrestriktion vedrørende CNM, men jo flere hunde der undersøges for denne lidelse, desto bedre muligheder har Raceledelsen for at danne sig et overblik over udbredelsen inden for racen og avlsrådgive fornuftigt.

Fundet på http://www.labrador-retriever.dk/side.asp?ID=26958